Morten Timmermann Korsgaard: Skolen som mellemværende – Barnet mellem autoritet og frihed

Skolans starka fokus på lärande underminerar dess själva grund. Det leder till fokus på mätbara mål och instrumentalisering. Det centrala begreppet för skolans verksamhet bör istället vara barns intresse. Det är en konstruktiv drivkraft för deras väg in i samhället, skriver Morten Timmermann Korsgaard. (red.)

I dag betragter mange skolen som et sted (en plats) for læring, og visse skoler går så langt som til at omdøbe sig til læringscentre. Dette er naturligvis en fejlslutning. Skole handler ikke om læring (lärande), selvom (även om) det lige så naturligvis er svært at forestille sig en skole, hvor der ikke sker læring.

I denne tekst vil jeg præsentere et alternativ til forestillingen om skolen som et sted for læring. Det vil jeg gøre, ikke fordi der som sådan er noget galt med at tale om læring, når det handler om skole, men fordi der i kølvandet på ’læringsrevolutionen’ som Christine Antorini kaldte folkeskolereformen, følger en instrumentalisering af skolen som underminerer selve skolens grund.

Med det udtalte fokus på læring flyttes lærernes og politikernes fokus fra det at levere en særlig tid til vores børn, mens de er i skole, til det skolen og dermed eleverne skal levere. I dansk kontekst er dette blevet givet betegnelsen læringsmål, men i virkeligheden er der tale om et forsøg på at fremskrive, hvilke typer af kompetencer og hvilke typer af mennesker man mener at samfundet får brug for i en beregnelig fremtid.

Den tyske tænker Hannah Arendt beskrev i 1958 i et essay med titlen ’The Crisis in Education’ (Arendt, 2006), hvad problemet med en sådan instrumentel tænkning om skolen er: ”Our hope always hangs on the new which every generation brings; but precisely because we can base our hope only on this; we destroy everything if we so try to control the new that we, the old, can dictate how it will look” (Arendt, 2006, s. 189). Eller med andre ord, hvis vi er så forhippede (fast inställda) på at lede barnet i retning af forudbestemte mål eller kompetencer fratager vi børnene deres mulighed for selv at finde vej.

I essayet forsvarer Hannah Arendt i stedet en ide om at skolen er et mellemrum som muliggør, at barnet overhovedet kan foretage rejsen fra hjemmet til den offentlige verden. I denne forståelse handler skole om at foranstalte (arrangera) et møde mellem barnet og den fælles (gemensamma) verden, på en måde (sätt) så barnet ikke udsættes for unødigt pres og at verden ikke udsættes for ’uskolede’ nytilkomnes pres.

Eller med andre ord: Skole handler om at blive introduceret til den fælles verden og om at blive givet mulighed for at stille sig i forhold til denne. Dette indebærer, at skole altså er noget som en ansvarlig voksen generation tager på sig at levere til børnene så de får mulighed for at rette blikket mod det vi som ansvarlig voksen generation har valgt ud som værdifuldt.

Traditionelt har dette taget form som en række fag vi til givne tider har prioriteret mere eller mindre højt. Disse konservative og ret beset banale pointer peger os i retning af en radikalt anderledes forståelse af hvad det er vi er i færd med når vi ’skaber skole’. Hvis vi ikke er i færd med at facilitere og evaluere læring (mål), men i stedet med at skabe et mellemrum, hvor et møde mellem børnene og verden kan finde sted, må vi vende blikket fra hvor vi er på vej hen, til hvordan vi overhovedet kommer i gang. Vi må rette blikket mod det mellemværende som skolen handler om, og mod hvordan vi får skabt et rum, hvor dette kan træde frem for børnenes blik og vi i fællesskab kan rette blikket og opmærksomheden mod det.

I Arendt’s tænkning præsenteres verden som et fokus punkt som vi kan rette vores opmærksomhed mod, og dermed mødes omkring. Verden er i denne forståelse det som på samme tid adskiller os, ved at vi hver især (var och en för sig) retter blikket mod det fra vores unikke ståsted, og det som samler os, ved at vi kan rette blikket mod den samme genstand (objekt). Derfor er skolen som historisk opfindelse konstrueret som netop et sted for en sådan stillen i forhold til verden. Muligheden for at vi i fællesskab kan rette blikket mod det mellemværende, og dermed give autoritet til noget mellemværende der rækker ud over os selv. Dermed åbnes også muligheden for at børnene bliver opmærksomme på noget som ikke umiddelbart findes i deres livsverden, men som giver dem muligheden for at rette opmærksomhed og blive interesserede i noget som rækker udover denne.

Her bliver begrebet interesse centralt eftersom det peger både på det at lade noget indtage en central rolle ved at vi opsluges af det, og fordi det peger netop på at disse genstande og begivenheder vi kan blive interesserede i er inter-esse: mellem-værende. Skolens centrale begreb er altså ikke læring, men derimod interesse.

Det er i det mellemværende at autoriteten, forstået som genstanden (objekt, men även mål) for en fælles opmærksomhed, og friheden, forstået som børnenes muligheden for at indtage verden uden forudbestemmelse, kan træde frem. Det er i præsentationen af et inter-esse – et mellemværende –  at vi skaber grundlag for interessen – børnenes indtræden i den fælles verden.

Morten Timmermann Korsgaard, lektor vid Malmö universitet

Texten är ursprungligen publicerad i Lilleskolernes Sammenslutnings Årsskrift. För ökad läsbarhet på svenska har vissa ord ändrats av redaktören.

Referenser

Arendt, Hannah (2006) ’The Crisis in Education’ i Between Past and Future. (London: Penguin Books)